176 produkt(er) fundet

Hvilken Hjelm skal jeg vælge?

Der kan være mange gode grunde til at du skal have en ny styrthjelm

  • Måske er det din første nye hjelm?
  • Din gamle hjelm er mere end 5 år gammel og så står den for en udskiftning?

Du bør udskifte din hjelm efter ca. 4-5 år, afhængig af hvor meget du kører.

Det er vigtigt fordi indmaden i din hjelm - foret og styroporen (flamingo) - bliver gradvist trykket sammen og din hjelm bliver derfor langsomt større. Efter 4-5 år er det ofte et halvt til et helt nummer og hjelmen yder dig ikke længere den beskyttelse, som da den var ny, og kan måske være direkte farlig.

Din hjelm har fået en skade og skal udskiftes.
Har din hjelm fået en skade ved et styrt eller lign. skal den ofte udskiftes. Er der synlige udvendige skader i form af revner, er det ligetil – NY Hjelm.  På visse hjelmtyper kan det være svært at se (typiske hjelme der er lavet af polycarbonat) De revner sjældent ved uheld, men får en bule som øjeblikkeligt retter sig ud. Det gør, at den indvendige styropor (det hvide flamingo) vil være trykket sammen i det område fremover og vil ikke længere give dig den beskyttelse, du har brug for, hvis uheldet er ude.

Fullfacehjelm / Integralhjelm:

Den lukkede klassiske hjelm som yder dig maksimal beskyttelse. Hjelmen kan have forskellige features, som både gør den komfortabel og nem at vedligeholde.

Flip-up hjelm

Er egentligt også en Full Face hjelm, men som navnet antyder så kan hele fronten ”flippes op”, således at den i åben stilstand, nærmest er som en pilothjelm. En låsemekanisme sikrer at hjelmen forbliver låst, når den er lukket. Kan hjelmen låses i åben tilstand, må man gerne køre med den åben.

Det kræver, at den har den særlige P/J godkendelse. Alle Nolan og Xlite hjelme har den.

Flipup hjelmen kan i princippet have alle de samme features som Fullface hjelmen.

Pilot-hjelmen

Pilothjelmen er den helt åbne hjelm uden front. Det er typen, der startede det hele op omkring styrthjelme. Pilothjelmen har fået en renæssance i de senere år, hvor mange tiltales af den frie fornemmelse, det giver at have vinden i ansigtet og samtidig er den nem og let at tage på. Nogle modeller har indbygget solbrille, men du kan, som mange gør, bruge den sammen med din egen solbrille.

Pilothjelmen er på ingen måde en højhastighedshjelm. Kommer hastigheden over de 100 km/t, falder komforten væsentligt i takt med at vind og insekter rammer ansigtet.

Er pilothjelmen lige så sikker som en Full face- eller en flip-up hjelm? NEJ det er den ikke!

Pilothjelmen har samme godkendelse og ”skallen” udsættes for den samme test. Men den giver stort set ingen beskyttelse på fronten af dit ansigt.

Adventure- eller Offroad hjelm

Adventure hjelme eller offroad hjelme? Kategorien smelter lidt sammen afhængig af hvad man bruger den til. Betegnelsen systemhjelm bliver også brugt i denne sammenhæng. Den grundlæggende ide er, at du kan tilpasse hjelme fuldstændig efter de forhold du kører under og derved få maksimal komfort og samtidig være beskyttet.